Kom og oplev karnevalet, der er en festlig begivenhed mange steder i Spanien. Næsten alt er tilladt ved vinterens sidste dage, lige inden fasten sætter ind før påske, og humor, parodier og glæde invaderer gader og stræder i Spaniens byer og landsbyer. Gå ikke glip af de spektakulære karnevaler i Cádiz i Andalusien og Santa Cruz på Tenerife på De Kanariske Øer, som ganske velfortjent er berømte verden over. Udover disse to er også karnevalet i Águilas i Murcia-området blevet erklæret af interesse for international turisme.

I Cádiz kan du opleve et karneval med ”comparsas”, ”coros” og ”chirigotas” - forskellige typer sange fyldt med ironi og satire, der er forfattet af de forskellige foreninger, som er repræsenteret ved festlighederne. Gå på opdagelse i bymidten og bliv opslugt af en stemning, der emmer af frihed og glæde. Gå heller ikke glip af Piñata-optoget om søndagen, hvor både børn og voksne bidrager til den løsslupne og glade stemning.

I hovedbyen på Tenerife venter der dig et af verdens største karnevaler. Bliv en del af den glamour, der omringer byen eller gå med i nogle af optogene, hvor du med garanti vil blive benovet over den fantasi og opfindsomhed, der ligger bag deltagernes flotte dragter i deres kamp for at blive karnevalets dronning. Lad dig rive med af musikken, rytmerne og livsglæden ved en folkefest, som tiltrækker rejsende fra hele verden. Det er en sand eksplosion af livsglæde, som vil give dig et minde for livet. Et andet karneval på De Kanariske Øer, der er værd at nævne, er karnevalet i Las Palmas de Gran Canaria. Det er en af de ældste fester i byen (den kan spores helt tilbage til det 16. århundrede). Det, der gør mest indtryk på de tilrejsende, er dronningekåringen, sangkonkurrencerne, karnevalsgrupperne, kropsmalingen og udklædningerne ved hovedoptoget, som hvert år samler mere end 200.000 mennesker. Denne fest kæmper om førstepladsen med det populære karneval i Maspalomas, der ligger på den sydlige del af øen. Og nu vi taler om De Kanariske Øer, må vi ikke glemme La Palma og den velkendte ”Los Indianos”-fest, som finder sted om mandagen i hovedbyen Santa Cruz de La Palma. Her genopfører byens indbyggere ankomsten af de øboere, som emigrerede til Amerika og vendte tilbage til øerne. Gaderne fyldes af musik, og kvinderne iklæder sig smukke, hvide kjoler og de flotteste smykker, mens mændene ifører sig jakkesæt af hør og hatte for at vise, hvor godt det er gået dem. For at gøre det hele lidt mere festligt, bruger de talkumpulver, som står op i skyer over byen og ”indianerne” hele dagen igennem på ”slagmarken”. Et andet af de mest kendte karnevaler finder vi i Águilas i Murcia-området. Det er en farverig fest med masser af optog og konkurrencer, hvor de spektakulære udklædningsdragter tiltrækker sig al opmærksomhed. Der er to traditioner, som du vil lægge særligt mærke til. For det første ”cascarones”-kastningen (æg-kastning med æg fyldt med primært konfetti) og for det andet indtagningen af ”cuerva”, som er en drik, der af mange beskrives som ”trylledrikken”, der vækker karnevalssjælen til live. Men i Spanien venter der dig mange andre karnevalsfester, som altid er sjove og med masser af humoristiske og kreative indslag og en stor folkelig tilslutning. Har du lyst til at se det ved selvsyn?




Kunne du bruge disse oplysninger?




Obligatoriske steder




X
Spain BarcelonaSevillaMadridMálagaGranadaCórdobaCoruña, ACádizMurciaHuescaAsturienValencia-ValènciaLugoLleidaLa RiojaCantabrienCáceresAlicante-AlacantPontevedraCastellón-CastellóBizkaiaJaénGipuzkoaLeónToledoBurgosCiudad RealHuelvaAraba-ÁlavaTarragonaValladolidGironaSegoviaAlmeríaSalamancaCuencaÁvilaZamoraNavarraZaragozaTeruelBadajozOurenseAlbacetePalenciaGuadalajaraSoriaDe Kanariske ØerBalearerne
X
Baleares MallorcaIbizaMenorcaFormentera
X
Canarias LanzaroteLa PalmaTenerifeGran CanariaFuerteventuraLa GomeraEl Hierro