Spaniens stand på Ferie for Alle i Herning 2018

Tak til alle, der besøgte os på rejsemessen Ferie for Alle i Messecenter Herning, som vi deltog i i dagene 23-25. februar 2018. Som en af de udstillere, der har været med siden den spæde start, var vi stolte over i år at være partnerland for messen. Det betød bl.a., at vi havde mulighed for at sætte et spansk præg på åbningen af messen. I den anledning havde vi inviteret den verdenskendte danske skuespiller Pilou Asbæk, som i sin egenskab af kulturambassadør for Mallorca, fortalte om det, som han kalder for ”sin” ø, inden han officielt erklærede messen for åben i selskab med Georg Sørensen, direktør i MCH og direktør for Den Spanske Stats Turistbureau, Raúl Castro Cano. Som noget nyt havde vi i år to stande med på messen, vores hovedstand i Hal M og vores golfstand i Hal L. I alt var syv spanske regioner og 16 virksomheder repræsenteret. De havde ikke blot medbragt materiale om forskellige rejsemål, men også lokale produkter og smagsprøver. I samarbejde med Andalusiens Turistråd havde vi fra Den Spanske Turistbureaus side inviteret to særlige gæster med os på messen, som bød på smagsprøver på et par af de mest klassiske produkter fra Andalusien, iberisk sortfodsskinke og sherry. Den spanske mester i skinkeudskæring anno 2010, Florentino Mateos, skar med nænsom hånd den friske sortfodsskinke ud til de besøgende, mens den spanske ”venenciadora”, Chantal Armañanzas, skænkede sherry direkte fra tønden og dermed sørgede for lidt godt til ganen at skylle skinken ned med. Vi havde ligeledes inviteret FlamenCOmpagniet, med flamencodanser Maui Galán i spidsen, til at optræde med flamenco og sevillanas for de besøgende, som også var friske på selv at lære nogle af trinene, ligesom mange besøgende benyttede muligheden for at komme på en virtuel tur til Tenerife i form af en photocamper, som vi havde sat op på standen. Et af fokuspunkterne på vores stand i år var campingferie i Spanien. Lørdag inviterede vi, i samarbejde med Camping Girona, til et foredrag om camping i Girona-provinsen, som blev afholdt af Anne-Vibeke Isaksen, en af Danmarks mest kendte rejsejournalister. I forbindelse med foredraget var der desuden premiere på Anne-Vibekes film om hendes oplevelser i forbindelse med campingferie i Girona-provinsen. Som altid var vi glade for at kunne dele ud af vores inspiration og dele vores passion for Spanien. Tak til jer, som kom forbi vores to stande. Vi glæder os til at vende tilbage til Herning i 2019!

27. februar 2018

X
Spain BarcelonaSevillaMadridMálagaCórdobaGranadaCoruña, ACádizMurciaValencia-ValènciaHuescaLleidaCáceresLugoCantabrienLa RiojaAsturienBizkaiaPontevedraAlicante-AlacantCastellón-CastellóGipuzkoaJaénBurgosToledoLeónGironaAraba-ÁlavaValladolidCiudad RealTarragonaHuelvaSegoviaAlmeríaZaragozaÁvilaSalamancaTeruelNavarraCuencaZamoraBadajozAlbaceteOurensePalenciaSoriaGuadalajaraDe Kanariske ØerBalearerne
X
Baleares MallorcaIbizaMenorcaFormentera
X
Canarias LanzaroteLa PalmaTenerifeGran CanariaFuerteventuraLa GomeraEl Hierro