Par, som tager en selfie i Güell-parken i Barcelona

Madrid, Barcelona, Bilbao, Malaga og Sevilla - Perfekte rejsemål til en weekend getaway

Du kan ikke sige, at du ikke har tid! Her er idéer til dig, der kun har få dage til rådighed. Vi guider dig til, hvad du skal opleve på en forlænget weekend i disse fem spanske storbyer.

  • 1 Madrid
  • 2 Barcelona
  • 3 Bilbao
  • 4 Malaga
  • 5 Sevilla

Madrid

www.esmadrid.es

Madrid er Spaniens metropol. En by, der aldrig står stille, og som du nok aldrig bliver helt færdig med. Der er altid en udstilling, en tapasbar, et marked eller andet, som du gerne vil besøge eller gense. Vi foreslår, at du besøger nogle af museerne på Kunstboulevarden med udstillinger om bl.a. Renoir og Sorolla. Og vi anbefaler, at du slentrer en tur i de mest populære områder: det moderne kvarter Chueca, gaden Gran Vía fuld af teatre og butikker, det storslåede habsburgske Madrid, den grønne park Madrid Río, Retiro-parken, det eksklusive kvarter Salamanca eller kvarteret La Latina, et populært tapaskvarter. Desuden er de gastronomiske markeder som f.eks. San Miguel et besøg værd. Vil du opleve et anderledes Madrid? Vi har tre forslag. Besøg en af de mange rooftop restaurants og nyd udsigten og et godt måltid mad. Vi kan bl.a. anbefale terrasserne ved Círculo de Bellas Artes eller Cibeles-paladset. Eller hvad med en alternativ kulturel oplevelse? Og glem ikke Madrids klassikere: den bedste fodbold på Real Madrids stadium Santiago Bernabéu og de endeløse festlige nætter.

Barcelona

www.barcelonaturisme.com

I Barcelona kan du få det bedste af to verdener. Et par dage ved havet for at nyde gastronomien og det milde klima kombineret med storbyferie og unikke attraktioner. Et absolut must er Gaudís arkitektur med eksempler som Güell-parken, La Sagrada Familia og Batlló-huset. Barcelona opleves bedst til fods. Vi anbefaler, at du lægger vejen forbi Montjüic, Markedshallen La Boquería, Las Ramblas, det populære kvarter Born, middelalderkvarteret Barri Gòtic, den dejlige havnefront eller den modernistiske Paseo de Gracia. Imellem gåturene kan du fordøje indtrykkene på Barcelonas næsten fem kilometer lange strand. Barcelona er desuden byen, hvor du kan opleve Picasso-museet, nyde fantastisk fodbold med FC Barcelona, tage en tur med sejlbåd i bugten eller udforske stederne med alternativ kultur. Slut dagen af på en af de mange cafeer, restauranter eller barer, hvor du kan nyde et godt måltid mad og en svingom eller en cocktail med vennerne.

Bilbao

www.bilbaoturismo.net

Bilbao i Baskerlandet er verdensberømt for sit spektakulære Guggenheim-museum. Allerede udenfor vil du blive imponeret af bygningens pudsige beklædning af titaniumplader og en kæmpe edderkop. Indenfor udstilles moderne kunst, og både Guggenheim, såvel som f.eks. Kunstmuseet, byder på nogle meget interessante udstillinger. Bilbaos moderne arkitektur lever i bedste velgående med byens gamle kvarterer. Her kan du gå fra bar til bar og afprøve de lækre pintxos (tapas) serveret med områdets vin, Txakolí. Apropos mad, så tag til markedshallen La Ribera, hvor de tilbereder produkterne for dig på stedet. Når dagen går på hæld, kan du nyde atmosfæren på en udendørs bar eller restaurant, f.eks. på tagterrassen af La Alhóndiga. Og hvis du vil se Bilbao fra en anden vinkel, kan du følge Nervión-floden ombord på en turistbåd. Vil du have flere forslag, kan du læse vores guide til "To dage i Bilbao".

Malaga

www.malagaturismo.com/

Málaga er hovedbyen på Solkysten og et af Spaniens mest populære rejsemål takket være det milde klima og de skønne strande. Det er en havneby fuld af lys og en fornøjelse at slentre rundt i. Et af de store trækplastre er byens omfattende udbud af kunst og kultur. Málaga er hjemsted for det prestigefyldte Centre Pompidou og det Russiske Museum i St. Petersborg, men frem for alt er det Picassos fødeby, og du kan besøge hans museumshus og Picasso-museet. Carmen Thyssen-museet, katedralen, det romerske teater og Gibralfaro-borgen er desuden et besøg værd. I Málaga skal du prøve de populære lokale specialiteter som f.eks. sardiner eller friturestegt fisk, smage de søde dessertvine, slappe af på stranden eller spise tapas efter en tur ned ad gaden Larios, Merced-torvet og den gamle bydel. Et par gode råd mere: Hvis du er morgenmenneske, så forestil dig en solopgang på stranden. Er du natteravn, så tag til den gamle bydel for at danse eller til området ved Malagueta-stranden eller Paseo de Sancha for en mere afslappet aften.

Sevilla

http://www.visitasevilla.es/

Sevilla er Andalusiens hovedstad og berømt for sine flotte monumenter og den populære flamenco. Uundværligt for ethvert besøg er Real Alcázar, katedralen og Giralda-tårnet. De første to er på verdensarvslisten, og den tredje er byens varemærke. Hvis du ønsker at lære byen at kende på den mest maleriske måde, anbefaler vi en tur med hestevogn eller en sejltur på floden Guadalquivir. Du kommer til at finde kameraet frem på Plaza de España eller i María Luisa-parken. Ligeledes mens du fornøjer dig med tapas i Santa Cruz eller overværer et flamencoshow på et "tablao". Og hvis du har tid, opfordrer vi dig til at besøge Kunstmuseet, eller Metropol Parasol, et eksempel på avantgardistisk arkitektur. Når sulten melder sig, byder Sevilla på et hav af restauranter og fortorvscaféer, hvor du kan få slukket tørsten. Om aftenen kan du besøge en rooftop terrace og nyde udsigten over for eksempel katedralen eller floden Guadalquivir.

Bemærk



  • Fælles for alle rejsemål er, at lufthavnen er i nærheden af byerne. Du kan finde flere oplysninger på fanerne for lufthavnene i Madrid, Barcelona, Bilbao, Málaga og Sevilla. Når først du er i Spanien, kan du foretage små rejser fra den ene by til den anden. I dette tilfælde er de mange forbindelser med Spaniens højhastighedstog et godt valg. I afsnittet med kalenderen kan du se alle de festivaler, udstillinger eller festdage, der finder sted i løbet af din rejse.


Kunne du bruge disse oplysninger?



X
Spain BarcelonaSevillaMadridMálagaCórdobaA CoruñaValenciaCádizGranadaCantabrienCáceresMurciaAlicante - AlacantLleidaPontevedraLa RiojaCastellón - CastellóAsturienGuipúzcoa - GipuzkoaVizcaya -VizkaiaGironaLugoHuescaToledoBurgosAlava - ArabaJaénTarragonaAlmeríaHuelvaÁvilaLeónZaragozaSegoviaTeruelSalamancaCiudad RealValladolidBadajozCuencaNavarraZamoraPalenciaOurenseAlbaceteGuadalajaraSoriaDe Kanariske ØerBalearerne
X
Baleares MallorcaIbizaMenorcaFormentera
X
Canarias LanzaroteLa PalmaGran CanariaTenerifeFuerteventuraLa GomeraHierro