I Sydspanien findes en helt enestående kilde til sundhed og helse beliggende mindre end 30 minutter fra Granadas og Almerías kyst. Nemlig Las Alpujarras, et enestående bjerglandskab med utallige kilder, som byder på vand med terapeutiske egenskaber. En helsebringende kombination af strande og bjerge, som indbyder til at forkæle dig selv, både indvendigt og udvendigt.
Sierra Nevadas bjergtoppe er fødested for en af Andalusiens største skatte: vandet fra Las Alpujarras. Vandet er rigt på bikarbonat, kalk, magnesium, jern og fosfater, og dets helsebringende egenskaber blev allerede udnyttet af romerne. Det er især effektivt mod anæmi og hudproblemer samt gigtsygdomme, muskelsmerter og mavelidelser. Bjergene, som strækker sig over provinserne Granada og Almería, danner rammen om et væld af naturlige kilder, hvoraf hovedparten er gjort tilgængelige for offentligheden. Nyd fordelene ved dette helsebringende vand på den nemmeste og mest enkle måde: ved at bade i det, drikke det eller nyde en af kurstedernes mange behandlinger. Alt sammen mindre end en halv time fra stranden og omgivet af naturparken Sierra Nevadas enestående natur.
I Las Alpujarras, kun 46 kilometer fra Granada og 38 kilometer fra kysten, ligger kurstedet Lanjarón i landsbyen af samme navn. Her findes hele fem helsebringende kilder med vand af forskellig karakter, som især er kendt for sine beroligende og muskelafslappende egenskaber. Sammen med vandets kvalitet bidrager klimaet og det smukke bjerglandskab til at give den besøgende en afslappende og helsebringende oplevelse. I Lanjarón bør man heller ikke snyde sig selv for at besøge ruinerne af en arabisk borg fra det 13. århundrede, parken El Salado og bydelen Hondillo med sine hyggelige gader og typiske huse i bedste lokale byggestil.
Provinsen Almería er også hjemsted for diverse varmtvandskilder. I landsbyen Alhama de Almería, kun 22 kilometer fra Almería by , ligger kurstedet San Nicolás. Her kommer vandet ud med en konstant temperatur på 47 grader, hvilket sammen med de blødgørende og stimulerende egenskaber er med til at forbedre de besøgendes udseende og får dem til at føle sig bedre tilpas, da det også har en positiv indvirkning på fordøjelsessystemet. Kurstedet danner også rammen om resterne af byens gamle arabiske bade.
Oplev alt hvad Las Alpujarras har at byde på: helse og velvære en masse, omgivet af en storslået natur og kun få minutter fra stranden. Hvad mere kan man ønske sig?
Flere rejseforslag
Rejseplanlægger

Alle rettigheder forbeholdt. Turespaña / Segittur © 2012
Portalen administreres af: Sociedad Estatal para la Gestión de la Innovación y las Tecnologías Turísticas, S.A. (SEGITTUR)












































