Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre brugerne den bedst mulige oplevelse. Hvis du fortsætter med at surfe, går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies. Læs mere om cookies eller hvordan du kan ændre denne indstilling i vores cookiesbekendtgørelse.




Den andalusiske sherry, en livskultur




Beliggenhed

Selvstyrende region:
Andalusien

Andalucía


Andalusien har utallige attraktiver, som vil give dig lyst til at blive: dejlige strande, en ekstraordinær kunsthistorisk arv, en uforlignelig feststemning og dejlige lokale retter, som især smager godt til et glas af den typiske lokale sherry. Alt hvad der omgiver denne vin er en livsstil, så kom og oplev en anden måde at nyde Spaniens kultur på.

Den tørre sherry serveres kold og er foruden den intense, bløde og milde smag også kendetegnet ved en delikat aroma af mandler. At smage den andalusiske sherry er som at åbne op for en helt ny verden af følelser. Den karakteristiske smag og personlighed har gjort den til en af de mest populære og internationalt anerkendte vine, og det i et sådant omfang, at den i resten af verden er kendt under en af dens oprindelsesbetegnelser: den berømte sherry, også kaldet Xérès eller Jerez. Besøg det sydlige Spanien, og dyk ned i historien omkring denne velsmagende vin, som i Andalusien er en naturlig del af det sociale og festlige samvær, hvor den har udviklet sig til en kultur i sig selv.

En oplevelse uden sidestykke

At nyde et glas sherry på en typisk andalusisk bar eller taverne, omgivet af venlige mennesker og en fantastisk stemning, er bestemt et af feriens højdepunkter. Overalt høres der latter og livlig snak, mens glas efter glas skænkes op og der serveres et hav af forskellige tapas såsom skinke, stegte småfisk, pølse, skaldyr og ost. Den unikke smag kan nydes til historien om den lokale vin, hvis enestående kvalitet og ekstraordinære kendetegn ikke kun skyldes den geografiske beliggenhed, men også det privilegerede klima og den fuldt biologiske og naturlige fremstillingsproces. Der bliver også mulighed for at prøve en helt særlig vin, manzanilla'en , hvis smag leder tankerne hen i retning af kamillete.

Vil man gerne have et fyldestgørende indblik i sherryens historie og hvordan den fremstilles, tilsmages og opbevares, anbefales det at lægge vejen forbi en af de lokale bodegaer. Udover at smage på herlighederne, bliver der også god mulighed for at nyde den specielle arkitektur, som er kendetegnet ved imponerende bue- og søjlegange. Mange bodegaer ligger i historiske bygninger, som er indrettet i smagfuld herregårdsstil. Bodegaerne, der fremstiller vine med oprindelsesbetegnelsen Jerez, ligger i byerne Jerez de la Frontera, El Puerto de Santa María og Sanlúcar de Barrameda i provinsen Cádiz. Det er en god ide at arrangere besøget i forvejen, og det anbefales derfor at kontakte et af de lokale turistbureauer, som ligger inde med de nødvendige oplysninger.

En anden god måde at udforske den lokale vinkultur på, er ved at følge vinruten Montilla-Moriles, som er et område i provinsen Córdoba. Dette er en af de andre karakteristiske vine, som Andalusien er så kendt for. Montilla, Córdoba, Lucena, Moriles, Aguilar de la Frontera, Fernán Nuñez, Montemayor, La Rambla og Puente Genil er blot nogle af landsbyerne på denne rute. Mange steder arrangeres der vinsmagninger og rundvisninger i vinkældre, bodegaer og vinmarker.

Og vil man have en flaske med hjem ...

Hvis du vil have en flaske sherry med hjem, bør du være opmærksom på følgende anbefalinger: til forskel fra andre vine, skal sherryflasker opbevares i lodret position. Den delikate smag gør det endvidere nødvendigt at drikke vinen i månederne efter at den er kommet på flaske, og når den først har været åbnet, skal den opbevares tæt lukket i køleskabet og drikkes inden for en uge, da den ellers vil miste sine egenskaber.

Du behøver ikke længere at være i tvivl. Der er mange måder at opleve Spanien på, og en af dem er gennem landets delikatesser. Kom selv og se!





Obligatoriske steder