Beliggenhed

Cantabria


Santander er uden tvivl en af de mest elegante og smukke byer på den spanske nordkyst og et ideelt rejsemål til en miniferie. Du kan opleve både havet og bjergene i denne by, som betager alle besøgende på grund af den herskabelige stemning, bygningerne fra det 19. århundrede, de charmerende terrasser og den fortryllende bugt, der er kendt som en af verdens flotteste.



Dag 1

DEN GAMLE BYDEL Vi begynder vores rundtur i Pereda-parken og benytter lejligheden til at få information på turistkontoret, som ligger der. Efter vi har set cedertræerne og magnolierne, kan vi gå gennem parken ind i den gamle bydel. Den er ikke så stor, så den ses bedst ved at gå rundt i gaderne og opdage monumenterne lidt efter lidt, mens vi lader os rive med af dens fornemme udseende. Som det første vil vi nok bemærke de majestætiske facader på bankerne, der er meget vigtige i Santander. Hvis vi går videre ned ad Calle Hernán Cortés, kommer vi til Plaza Porticada, som er et af byens livligste steder og et symbol i sig selv, da den blev opført med henblik på at blive byens nye centrum efter en ildebrand, der hærgede Santander i 1941. Ved siden af ligger kirken Iglesia del Cristo og Santanders katedral over for kirken Iglesia de la Compañía. Nu er tiden inde til at forevige de skønne omgivelser med vores kamera og høre lidt om legenderne om byens oprindelse. Hvis vi fortsætter ad Calle Juan de Herrera, kommer vi til rådhuspladsen, Plaza del Ayuntamiento. Her er der altid en god stemning, og folk sidder helt sikkert og slapper af på bænkene. Derfra kan vi gå hen til kunstmuseet, Museo Municipal de Bellas Artes, eller til museumshuset og biblioteket Menéndez Pelayo, som er opkaldt efter en af stedets store filosoffer. Hvis vi er på udkig efter muntre mennesker og gerne vil opleve indbyggernes dagligdag, er det bedst at gå ind på Esperanza-markedet, hvor nogle af Spaniens friskeste fisk sælges. Efter en kulturel formiddag er der nu tid til lidt shopping. Hvis vi fortsætter ned ad gaderne Jesús de Monasterio og San Fernando, kommer vi til Santanders handelsområde, som er det perfekte sted til at købe en gave eller et minde fra vores tur.EN ÆGTE HAVNEBY Det er netop i dette område og især i gaden Calle Vargas (som går parallelt med San Fernando), at vi kan finde nogle perfekte spisesteder, hvor de typiske retter med fisk og skaldyr fra Santander kan prøves. Vi må sørge for at bestille de berømte blæksprutter (rabas), små snegle (caracolillos) eller blåmuslinger (mejillones). Lækkerier.Eftermiddagen er et godt tidspunkt at lære den maritime del af Santander at kende på med en gåtur langs det skønne havneområde. Vi forlader Pereda-parken og den berømte stenkran på 30 ton. Vi kan drikke kaffe på Paseo de Pereda, som er fyldt med elegante caféer i litterær stil, som garanteret vil falde i god jord. Ikke langt derfra ligger Palacete del Embarcadero, og derfra kan vi begive os ud på en dejlig ekskursion. Fra dette lille palads afgår der nemlig en båd, som kan tage os på en sejltur rundt i bugten. Udsigten over byen fra havet er utrolig, så sejlturen på en time er en fantastisk oplevelse. Når vi kommer tilbage til Calderón-kajen, støder vi på skulpturen "Los Raqueros", der repræsenterer børn, som springer i vandet, og blev lavet til minde om nogle drenge, der for år tilbage sprang i bugten for at hente mønter, som turisterne smed ned til dem. Der kan vi tage nogle af de sjoveste og mest interessante billeder på vores tur.Hvis vi går videre, kommer vi forbi Club Marítimo Puertochico og iøjnefaldende bygninger som planetariet eller Palacio de Festivales. Vi går videre ad Avenida de Luis Carrero Blanco for at komme til Museo Marítimo, som bestemt er et stop værd for at se på de moderne akvarier og få mere at vide om forholdet mellem mennesket og havet. Når vi er færdige på museet, begynder strandområdet (strandene Los Peligros og La Magdalena er de første), hvor vi kan tage en dukkert og tilbringe resten af eftermiddagen.BemærkDer er cykelsti langs hele denne rute, så det er muligt at dyrke sport, samtidig med at havudsigten nydes.Båden fra Palacete del Embarcadero sejler ca. fra juli til oktober.Når det bliver tid til aftensmad, vil det være en god idé at vende tilbage til centrum og tage på tapasrunde (gå fra den ene bar til den anden og smage små portioner af områdets specialiteter) omkring Plaza de Cañadío. Området er nemlig også kendt for at være godt til efterfølgende at gå i byen eller få en drink. Hvis det er sommer, vil pladsen helt sikkert være fyldt med glade mennesker.

Dag 2

MAGDALENA-HALVØENVi gør os klar til at tilbringe formiddagen på Magdalena-halvøen, et af de mest smukke og særlige steder i Santander. Inden vi ankommer, kan vi gå ned ad Calle Horadada helt hen til strandkanten og henne ved stenene nyde den smukke udsigt over mod øerne La Torre og Horadada. Derefter er vi klar til at gå hen til indgangen til denne store park. Det er et enormt område på ca. 25 hektar, så hvis vi ikke har lyst til at gå, kan vi tage turisttoget "Magdaleno", som stopper der.Her vælger vi at gå turen rundt på halvøen. Vi kommer tæt forbi Los Bikinis-stranden hen til Embarcadero Real og fyrtårnet Faro de la Cerda. Hvis vi går videre rundt om halvøen, kommer vi til en esplanade, som fører os hen til Santanders perle: Palacio de la Magdalena. Det ligger på halvøens højeste punkt, så tiden er inde til billeder af det majestætiske kongepalads og den utrolige udsigt over Santanders omgivelser. Når vi går ned derfra, støder vi på tre ægte karaveller, som en sømand donerede til Santander (og som siges at være en replika af Columbus' karaveller) samt en sjov minizoo, hvor vi kan se havdyr som sæler, pingviner og søløver i vandet, der kommer ind fra havet.BemærkDet er muligt at leje en segway (ved Campo de Polo og restauranten) til at køre rundt på Magdalena-halvøen.SARDINERO-STRANDENEfter en skøn formiddag er det blevet frokosttid. Hvis vi går hen ad Avenida de la Reina Victoria og gennem de smukke San Roque-haver, kommer vi til Plaza de Italia. Her ligger det prægtige og emblematiske Gran Casino, der blev opført i 1916 og ser ud, som om det hersker over byen og bidrager til følelsen af at være med i et eventyr. Især om sommeren er her altid fyldt med fortorvscaféer med udsigt til stranden, der er ideelle til at få noget at spise, mens havbrisen fylder luften med duften af saltvand.Vi befinder os på et af de mest populære steder på kysten omkring Santander: El Sardinero. Efter frokost må vi derfor ikke gå glip af en tur i vandet på en af de pragtfulde strande. Der er flere forskellige at vælge imellem: Camello (med en sten, der ligner en kamel, som har givet stranden dens navn), La Concha eller selve Sardinero (som er over en kilometer lang). At slikke sol på det gyldne sand og betragte landskabet eller endda give os i kast med at surfe er en oplevelse for livet.Efter dukkerten kan vi gå en fredelig tur på strandpromenaden, stoppe op ved det spektakulære udsigtspunkt Jardines de Piquío (meget romantisk, hvis man er på tur med sin partner) og fortsætte hen til den fjerneste ende af Mesones-parken. Undervejs kommer vi forbi nogle af byens smukkeste palæer og enorme villaer på den ene side og små sejlbåde på den anden. Hvad mere kan man ønske sig?Hvis vi foretrækker at udelade badeturen, og vi har tid til det, kan vi fortsætte rundturen helt ud til den anden ende af byen ved fyrtårnet Faro de Cabo Mayor, der er 30 meter højt. Vi kommer dertil ad Avenida del Faro, og det er perfekt, hvis vi er til den lidt vildere natur, da havet her er mere åbent og skrænterne et syn for sig.Som afslutning på vores tur skal vi sørge for at få et af de mest særlige øjeblikke fra Santander med: solnedgangen. Det bedste er at gå samme vej tilbage til udsigtspunktet ved Plaza de Italia og sætte sig på en bænk, mens solen går ned, og vi i baggrunden kan se kongepaladset på Magdalena-halvøen. Nogle af områdets bedste restauranter ligger desuden også i dette område, så vi kan afslutte dagen med et godt måltid. Det er en perfekt afslutning på vores besøg i Santander, byen som også kaldes "havets forlovede".BemærkDer findes en turistbus, som kører langs kysten i byen. Den afgår fra Paseo de Pereda og har en audioguide på otte sprog.I området omkring fyrtårnet Faro de Cabo Mayor ligger golfbanen Mataleñas, der har udsigt over kyststrækningen.I Santander er der også surfskoler og rideskoler for dem, der er interesserede i disse sportsgrene.Hvis vi har tid til at se nærmere på omegnen af Santander, er der to udflugter, som er uundværlige. Den første er til naturparken Cabárceno, blot 15 minutter væk, og den anden er til Altamira-museet, kun 30 minutter væk.Hvis vi besøger Santander i juli måned, får vi chancen for at deltage i festlighederne omkring Baños de Ola, som genskaber de første turisters ankomst til byen i starten af det 20. århundrede.



Kunne du bruge disse oplysninger?





HVAD SKAL DU LAVE I SPANIEN? BESTIL DIN AKTIVITET HER


Se flere relaterede oplevelser

Se flere oplevelser på destinationen



X
Spain SevillaMadridMálagaCórdobaValenciaA CoruñaBarcelonaHuescaGranadaCádizCáceresGuipúzcoa - GipuzkoaAlicante - AlacantLa RiojaLleidaMurciaCastellón - CastellóPontevedraAsturienCantabrienVizcaya -VizkaiaToledoLugoBurgosAlava - ArabaAlmeríaJaénTarragonaÁvilaLeónTeruelGironaCiudad RealSegoviaBadajozSalamancaHuelvaZaragozaNavarraCuencaValladolidZamoraPalenciaSoriaAlbaceteOurenseGuadalajaraDe Kanariske ØerBalearerne
X
Baleares IbizaMallorcaMenorcaFormentera
X
Canarias LanzaroteLa PalmaFuerteventuraTenerifeGran CanariaGomeraHierro