Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre brugerne den bedst mulige oplevelse. Hvis du fortsætter med at surfe, går vi ud fra, at du accepterer brugen af cookies. Læs mere om cookies eller hvordan du kan ændre denne indstilling i vores cookiesbekendtgørelse.




Costa de la Luz, den perfekte miniferie




Beliggenhed

Selvstyrende region:
Andalusien

Andalucía


Har du nogensinde været på Costa de la Luz? Det er den kyststrækning, der løber langs med provinserne Huelva og Cádiz i Andalusien. Her finder du imponerende strande og bugter. Det er et perfekt sted at slappe af og nyde solen og havet, og det kan lade sig gøre stort set hele året. Men man kan også spille golf, dyrke vandsport og hygge sig med sin familie eller vennerne… Det er interessante og indbydende muligheder, man altid kan finde i denne del af Sydspanien. Du vil helt sikkert få lyst til at vende tilbage.

Costa de la Luz er det ideelle sted at tilbringe en ferie. Dette skyldes bl.a. de mange dejlige strande, som findes i alle størrelser og varianter. En anden fordel er det dejlige klima, der selv om vinteren indbyder til et hav af fritidsaktiviteter langs kysten, som ligger ud til Atlanterhavet og Middelhavet. Har du lyst til at høre om de mange muligheder? Så lad os komme i gang.

Doñana, en naturskat. På grænsen mellem Huelva og Cádiz, flankeret af berømte strande som Matalascañas, ligger Doñana Nationalpark. Parken er erklæret for biosfærereservat af UNESCO og er et af de vigtigste naturområder i Europa. Her er der god mulighed for at studere nogle af de mange trækfugle, som hvert år vender tilbage til parken for at yngle. Parken er også hjemsted for truede dyrearter som den iberiske los og kongeørnen. En tur rundt i parken byder på en natur fyldt med klitter, marsk, laguner og middelhavsskove… − alt i alt en oplevelse, som man ikke bør snyde sig selv for.

Benyt også lejligheden til at besøge Sanlúcar de Barrameda for at tage en dukkert ved en af byens strande, f.eks. Bajo de Guía. I august måned danner byen rammen om de populære hestevæddeløb, der er erklæret for at være af international turistmæssig interesse.

Golf ved havet. Kunne du tænke dig at blive bedre til at spille golf, mens du nyder udsigten over havet? Så lad være med at tænke længere over det, og tag en tur til Costa de la Luz. I dette område findes der golfbaner af international standard, og området har endda været vært for den prestigefyldte Ryder Cup. Afstanden mellem de vidt forskellige golfbaner er kort. På den 20 kilometer lange strækning mellem La Línea og Sotogrande findes der således hele syv forskellige golfbaner. Har du bestemt dig?

Tarifa, windsurfernes paradis. Strandene ved Tarifa i Cádiz tiltrækker hvert år tusindvis af windsurfere og kitesurfere fra alverdens lande. Her fejres konkurrencer, som tæller med i VM-statistikken, og som plejer at være et stort tilløbsstykke. Havet fyldes med flere hundrede sejl og drager i alle regnbuens farver. Tag en tur til stranden Valdevaqueros eller Los Lances, og nyd den fantastiske forestilling. Andre populære sportsgrene i området er dykning og undervandsfiskeri i vandene omkring Chipiona, Chiclana de la Frontera, Puerto de Santa María og Bolonia-bugten med ruinerne fra den gamle romerske by Baelo Claudia.

Strandbiografen. Vi præsenterer dig for en af de mest originale biografsale, du nogensinde har set: Victoria-stranden. Tror du ikke på det? På sommeraftener danner denne strand, som er den største i Cádiz by, rammen om en udendørs biograf, hvor der vises film på et stort lærred. Den perfekte måde at afslutte en herlig stranddag på.

Dette er nogle af de ting, som Costa de la Luz har at byde på, men det er ikke de eneste. Mulighederne er uendelige: en ferie på nudiststrandene ved Caños de Meca eller Zahora; en familieferie på strandene ved Moguer eller Palos de la Frontera; et lækkert måltid bestående af fisk og skaldyr i en af de mange spændende fiskerbyer… Hvor skal vi begynde?

Hvis dette har vakt din interesse, er du velkommen til at læse følgende artikler: - Natur, historie og sol på strandene i Huelva - Strandene i Cádiz-provinsen: sol og hav året rundt - De hvide landsbyer i Cádiz





Obligatoriske steder